Glædelig jul ved Vestfronten
..............................................................................................................................

For første gang har en tysk historiker undersøgt, hvad der egentlig skete den juleaften i 1914, da tyske og britiske soldater holdt op med slå hinanden ihjel. I stedet udvekslede de gaver og sang julesalmer for hinanden. Dagen efter spillede de fodbold mellem skyttegravene. Det bragte ikke generalerne i julestemning.

I flere måneder havde de myrdet løs på hinanden i den krig, der senere skulle blive kendt som Den første Verdenskrig. Mange steder på Vestfronten lå de unge mænd fra Tyskland og Storbritannien kun 30 meter fra hinanden, med et no man's land mellem skyttegravene. Den 24. december 1914 troede briterne ikke deres egne øjne, snart efter troede de heller ikke deres egne øren.
Ovre hos tyskerne blev der tændt lys i masser af små juletræer. Og der blev stillet stearinlys op på skyttegravenes brystværn, »det mindede om rampelyset på et teater«, skrev en britisk soldat siden hjem til familien. Tværs over ingenmandsland, hvor der lå lig fra begge lejre, lød tyskernes elskede julesalme, »Stille Nacht, heilige Nacht«. Briterne klappede anerkendende, »godt gået, Fritz!«.
Lidt efter var der tyskere der råbte: »We not shoot, you not shoot!«. Opfordringen til ikke at skyde blev fulgt. Dermed begyndte en af de forunderligste juleaftner i historien.
Først var det kun nogle få tyskere, der vovede at kravle op af skyttegraven og gå ud i ingenmandsland. Briterne tøvede, var det nu igen et af Fritz'ernes beskidte krigstricks? Men snart dristede også de første briter sig frem. Inden længe stod der ikke hundreder, men tusinder af menige soldater ude i ingenmandsland. De ønskede hinanden glædelig jul. For en stund var verdenskrigen gået i stå, til største bekymring for generalerne på begge sider fronten. Der er vel ikke mytteri i luften?
Den forunderlige jul på Vestfronten er tidligere blevet beskrevet af britiske historikere. Men utroligt nok har først nu en tysk historiker befattet sig med den højst uofficielle våbenhvile. Michael Jürgs, tidligere chefredaktør på ugemagasinet Stern, har gravet i arkiver, studeret dagbøger og læst breve fra fronten, og derved gjort nye fund.
Et af dem er en dagbog, ført af en tysk officer. I 85 år havde den ligget og samlet støv på et loft, kun ved et tilfælde blev en sønnesøn under oprydning opmærksom på dagbogen. Det var ellers strengt forbudt at føre dagbog, når man lå ved fronten, men den unge løjtnant Kurt Zehmisch, i det civile gymnasielærer, trodsede forbudet.
Den 24. december 1914 noterede han bl.a.: »Menig Mockel fra mit kompagni, der har boet i England i mange år, råbte på engelsk over til briterne, og snart kom det til en livlig samtale mellem os«.
Løjtnant Zehmisch brød også selv reglementet ved at søge fredelig kontakt med fjenden. Ude i ingenmandsland blev der udvekslet smågaver, måske tyske smøger mod et stykke engelsk plumpudding, man viste hinanden fotos af de kære derhjemme, og forsikrede hinanden om, at denne krig var tåbelig.
Mange af de tyske soldater talte flydende engelsk. De havde arbejdet i fjendens land, ofte som tjenere eller taxachauffører. Nogle af dem havde måttet tage afsked med deres britiske kone og børn for at efterkomme indkaldelsesordren fra fædrelandet.
Man aftalte at mødes igen juledag, denne gang for at begrave de døde kammerater, der lå ude i ingenmandsland. Aftalen blev holdt, og flere steder kom det til en fælles sørgestund med bønner på både tysk og engelsk.
Så ville englænderne spille fodbold! En rask landskamp mellem skyttegravene. Hvor man ikke havde en bold, fabrikerede man en af sammenpresset halm omviklet med snor. Andre steder måtte man nøjes med en tom konservesdåse, men fodbold blev der spillet, inklusive protester mod offside.
En britisk soldat, Jack Reagan, genoptog sin fredstids profession som barber. Ude i ingenmandsland tilbød han at klippe både ven og fjende for et par cigaretter. Blandt hans kunder var mindst én tysk officer.
På flere frontafsnit stillede man også op til gruppefotografering.
Nogle af optagelserne nåede frem til et billedblad i England, der trykte det på forsiden. Noget af et scoop. Det samme tillod den tyske censur ikke. I det hele taget havde den tyske hærledelse travlt med at undertrykke enhver meddelelse om denne utilstedelige fraternisering. Særlig pinligt var det jo, at det var kejserens ellers så brave krigere, der havde taget initiativet!
Men breve fra julefronten nåede dem derhjemme. Af svarbreve fremgår, at ikke alle på den tyske hjemmefront brød sig om dette brud på korrekt krigsførelse. Især »feltherrerne« ved værtshusets trygge bord udbredte sig harmfuldt over denne fejhed.
Man ved også, at generalstabene på begge sider fronten søgte at stramme mandstugten op. Der udgik befalinger, der forbød enhver gentagelse af fredelig kontakt med fjenden. Flere officerer, der havde set gennem fingre med disciplinbruddet i juledagene, blev degraderet.
På flere afsnit af fronten holdt julefreden flere dage ind i det nye år. Når de menige fik ordre til at skyde på fjenden, sørgede de for at skyde hen over hovedet på ham efter diskret aftale uden om de respektive generalstabe.
Men til sidst sejrede den ubønhørlige disciplin og myrderierne fortsatte i et omfang, som ingen - ej heller de militære fagfolk - havde haft fantasi til at forestille sig inden krigen. Første Verdenskrig 1914-1918 blev et »civilisationsbrud«, i Tyskland ofte omtalt som en »urkatastrofe«. Nu havde man jo set, hvor uhyggelig tynd civilisationens lak er.
På tysk side var der i øvrigt en underkorporal, der, ifølge kammeraters senere udsagn, var oprørt over, at hans våbenfæller rakte fjenden hånden og sang julesalmer for ham, i stedet for at skyde på ham. Soldaten hed Adolf Hitler.

Jørgen V. Larsen