I dag hersker der fortsat officiel tavshed om massakren. Kommunistpartiets udlægning af demonstrationerne og deres nedkæmpelse er den gældende, og der er ikke udsigt til omvurderinger lige med det første.
Spørgsmålet er, om Kina anno 2004 har grund til at frygte en gentagelse af 1989-tragedien, eller om nutidens dagsorden for de 1,3 mia. kinesere er en ganske anden end dengang?

Over en bred front er kinaforskere enige om, at risikoen for en gentagelse er minimal: »Kina oplever en velstandsfremgang og en stabilitet, som landet ikke har oplevet i årtier, om end begrebet stabilitet ikke kan sammenlignes med det, der kendes fra vestlige samfund«, siger forskningsassistent ved Nordisk Institut for Asien Studier (NIAS) Nis Høyrup Christensen.
»Forskellen fra 1989 er i hovedsagen, at Kina dengang havde en splittet ledelse, der tilmed var ideologisk forstokket, mens den nuværende ledelse både er dynamisk og visionær, når det gælder løsningen af problemerne i det kinesiske samfund.
Foryngelsen af ledelsen og professionaliseringen af parti- og embedsmandskorpset har skabt et Kina med massiv velstandsfremgang og en international status som et respekteret land«, forklarer Nis Høyrup Christensen.
»Til manges overraskelse er det lykkedes Kina at konstruere en blandingsmodel, der forener en markedsøkonomi med kommunistpartiets fortsatte beståen«.
»Når det er lykkedes, hænger det bl.a. sammen med, at reformer i det administrative og juridiske system har gjort op med meget af den vilkårlighed, der herskede tidligere«, siger Nis Høyrup Christensen.
Han peger videre på, at de to helt afgørende kilder til folkelig utilfredshed i forsommeren 1989 var en voksende inflation og en omfattende korruption. I dag har Kina lav inflation og klodens højeste vækstrater.

Korruptionen er ingenlunde afskaffet i dagens Kina, men det er blevet højt prioriteret officiel politik at komme den til livs, forklarer kinaforskeren, lektor Clemens Stubbe Østergaard fra Aarhus Universitet. Han er aktuel med bogudgivelsen 'Kinas eksperimenter: Reformer og stormagtsstatus?'.
For at forstå, hvor langt Kinas relative liberalisering er nået, er det nødvendigt at forklare det kinesisk ord 'danwei'. Direkte oversat betyder det 'arbejdsenhed'. Tidligere var det kommunistpartiets ultimative kontrolmekanisme over borgeren. Det var i sin danwei, at den menige kineser fik afgjort sin tilværelse: bolig, uddannelse, arbejde. Afvigelser i borgerens adfærd blev omhyggeligt noteret og den personlige mappe kunne være skæbnesvanger, for her kunne ligge stof til domsafsigelser. Disse danwei er forsvundet, og i stedet har partiet etableret en række mekanismer for konsultationer med udvalgte befolkningsgrupper.
»Et stort kritikpunkt for demonstranterne i 1989 var, at de unge var bundet til deres arbejdsenheder. Dengang var en nyuddannet kinesisk akademiker sikret job, men han måtte tage, hvad der blev pålagt ham. I dag kan han eller hun søge job hvor som helst i landet. Bagsiden af denne udvikling er den voksende arbejdsløshed, for ingen har jobgarantier længere«, siger Stubbe Østergaard.

Relativt upåagtet af verden udenfor er der i Kina opstået titusinder af foreninger. Det nøjagtige tal kendes ikke, men der er især tale om brancheorganisationer, videnskabelige sammenslutninger, tekniske foreninger, religiøse råd og kulturelle grupper. Det spændende er nu, siger Stubbe Østergaard, om denne udvikling er udtryk for fødslen af et egentligt civilsamfund, adskilt fra og med en vis autonomi i forhold til staten og præget af frivillighed, hvilket i givet fald er en af forudsætningerne for at opnå et pluralistisk samfund. Eller om det er udtryk for en 'korporatisme', det vil sige den mekanisme, hvor staten kun anerkender visse organisationer som repræsentanter for en sektors interesser. Stubbe Østergaard mener, at foreningerne har fået en dobbeltfunktion: De er redskaber for statslig styring af samfundet, men de er også middel til interesserepræsentation.
Ved at tillade disse foreninger har reformerne ændret på magtbalancen mellem stat og samfund. Der er opstået en øget differentiering og pluralisering af interesser.
»Grænsen for det tilladelige går ved landsdækkende organisationer, f.eks. fagforeninger. Man har øje for den udvikling, der skete i Polen 1980-81 med oprettelsen af fagforbundet Solidaritet«, siger han.

Nutidens yngre kinesere kan gøre sig forhåbninger om en karriere i et privat erhvervsliv, som kun eksisterede i minimalt omfang i 1989. Flere end halvdelen af Kinas 171.000 største virksomheder er i dag helt privatejede. I 1985 var det tilsvarende tal 1.500.
Selv om skellet mellem fattig og rig øges markant i disse år, er der for stort set alle grupper - undtagen de, der afskediges fra statsvirksomhederne, når disse lukker - tale om en fremgang i absolutte tal. Når alle nyder godt af reformerne, er der naturligvis færre kilder til social og politisk utilfredshed.
Overordnet sagt er det også blevet svært at tale om et Kina, der har proletariatets diktatur på dagsordenen. Ledelsens pragmatiske linje går ud på at inddrage de nye samfundsgrupper, der opstår i takt med den voksende privatsektor. Derfor kan kapitalister nu opnå medlemskab af kommunistpartiet.

Mere end 82 millioner kinesere er i dag beskæftiget i den private sektor, hvilket er flere end i hele den statslige industrisektor. Alene ifølge officielle statistikker står den private økonomi nu for en fjerdedel af bruttoproduktionen i Kina, men tallet er sandsynligvis langt større og vil med sikkerhed vokse i de kommende år.
Dermed er der opstået en middelklasse, der tæller anslået 200 millioner, fortrinsvis omkring de større og mellemstore bysamfund. Med den kolossale vandring fra land til by vil denne samfundsklasse blive markant større de kommende år. Det er folk, der tilstræber en levevis som i Vesten, og for hvem 'proletariatets diktatur' kun er en kuriøs fortidig konstruktion.

Summen af alle disse faktorer taler ikke for skabelsen af nye protestbevægelser i stil med dem, der lammede det centrale Beijing i forsommeren 1989. Demokratisk i vestlig forstand er Kina ikke blevet, men utvivlsomt mere repræsentativt for brede folkelige ambitioner om både velstand og stabilitet.

Flemming Ytzen

Journalisten Mette Holm opholdt sig i Beijing under de hektiske dage i sommeren 1989. Læs hendes beretning om begivenhederne.

Mette Holm: 1989 - Ungdommens udfordring

Læs mere om bogen >>

Læs mere om bogen >>